Hvem kan behandles med hormoner?
Overgangsalderen opleves vidt forskelligt, og nogle kvinder har gener i en sådan grad, at det kan være hensigtsmæssigt at lindre med hormoner i en periode. Det er en individuel vurdering som bør foretages i tæt samråd med en læge, som har indblik i overgangsalderproblematikken.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger
Aktuelt anbefaler Sundhedsstyrelsen, at kvinder som tidligere har haft en blodprop eller brystkræft ikke tager kvindelige kønshormoner i form af piller, plaster eller gel. Lokal østrogenbehandling i skeden, enten som stikpille eller ring, kan derimod godt anvendes. En hormonbehandling bør, som udgangspunkt, ikke vare længere end 5 år.
For kvinder som har en livmoder anbefales østrogen i kombination med gestagen, mens kvinder uden en livmoder kan behandles med østrogen alene. Generelt anbefales det at starte med præparater som i ifølge den store amerikanske undersøgelse indeholder små mængder østrogen.
Risikoen for brystkræft er ganske lidt øget
Mange kvinder er naturligt bekymrede for risikoen for brystkræft, som rammer ca. hver 10. kvinde. Risikoen for at få brystkræft efter kombinations behandling med østrogen og gestagen er lille, men stiger jo længere tid, man anvender denne hormon kombination. Østrogen alene har ikke denne risiko
Ved kombinationsbehandling (østrogen og gestagen) i 5 år svarer den øgede risiko til 2-3 ekstra tilfælde om året per 1000 kvinder i alderen 50-70 år. Faktisk er denne risiko mindre end risikoen ved at drikke to genstande alkohol om dagen, ryge eller være overvægtig.
Læs mere om hormonbehandling til overgangsalderen på Sundhedsstyrelsens hjemmeside